Sider Navigation Menu

Gentager på Kanal 16: Skipper sov stille ind…!

Døden havde travlt den dag; fredag den 1. oktober 2010. På vej til Skippers bisættelse i Emdrup Kirke ved Utterslev Mose blev jeg overhalet af en rustvogn. Mens Skipperlivets sidste 40 år passerede revy mellem vejbanens striber og det indre billedgalleri, strøg den sorte vogn forbi med velsagtens 160 km i timen. Et kvarter forinden så jeg Fulton på Storebælt med alle sejl sat. Nu helt uden lig i lasten!
Skipper havde også fart på i sit 75-årige liv, men alligevel har jeg aldrig set ham løbe. Altid præcis til aftalt tid tog han imod. Lommeuret med den gyldne kæde lå foran ham på bordet: »Kommer man fem minutter for sent til en aftale, er det sjusk. Kommer man to dage for sent, er der en forklaring!«.

Sidste gang, jeg kom for sent til en aftale med Skipper, var det med hele 17 minutter. Det var onsdag den 30. august, og det var svært at finde en parkeringsplads ved Håndværkerhaven 18: »Det er sgu ikke svært! Jeg bor centralt: Der er 50 meter til plejehjemmet. Det får jeg jo ikke brug for! Til kirken bliver jeg kørt, og så er der 300 meter til krematoriet, men dér skal jeg jo heller ikke slæbe mig hen«. Skipper var afklaret. Den sidste tid nøje planlagt. »Den af os, der dør først, får urnen sat i colombarium. Når den næste er død, blandes Rigmors og min aske og den fælles urne sættes ned i de ukendtes grav. Jeg vil ikke ha’ nogen gravsten. Folk skal faneme ikke gå og pege på mig og sige: Dér ligger Skipper. Når jeg er død, vil jeg ha’ fre’«. Inden jeg sidste gang hentede endnu et læs af Skipperlivets tusinder af dias, dokumenter, album, manuskripter og rariteter fra væggene i kælderens tegnestue og loftets digterhule, sagde Skipper:

»Tag dit TV-kamera med på onsdag. Jeg vil gerne fortælle alt det, jeg husker: Om dengang, jordemoderen slog hænderne sammen og sagde: Nej, der kommer jo Skipper! Om mytteriet i 1964 på skoleskibet »Danmark« og Mytteriet på »Fulton« i 1987.  Hudløst ærligt og galgenhumoristisk bandt Skipper en sløjfe om livet, der hastigt svandt i hans vældige kølvandsstribe – mens printeren på hylden over computeren lød som et tikkende urværk, der gjorde klar til at slå 12. Det var dødsannoncer, trøstens ord til Rigmor og den tale, præsten skulle læse højt i kirken. Otte A4-ark, gennemtænkt som en drejebog til et skuespil:

»Hvad mener du om annoncen til Kristeligt Dagblad? Det blad har jeg altid holdt så meget af…«. Få uger senere skiftede scenen til Emdrup Kirke, hvor pastor Ove Scheel åbnede en absolut anderledes kirkelig handling ved at læse Fultons skibsbøn: »Kære Vorherre. Dit hav er så stort, og mit skib var så lille. Amen«.  Så fulgte Skippers fabulerende ord til familien og den håndfuld venner, der i god tid var indbudt med ordene: »Hvis I kan holde kæft med tid og sted, er I velkomne. Jeg vil faneme ikke fodre oplagskøteren på Rådhuspladsen med min ligfærd…«.

Så der var ikke ét kamera ved kirken. Nåeh ja. Lige et enkelt lillebitte ét, thi det havde jeg lovet Skipper!

Bjarne Bekker, Skårupøre den 30. oktober 2010.

Har du en kommentar til indlægget? Så skriv din mening!

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *