Sider Navigation Menu

Statens bibliotek NOTA udgiver bibliografien Skipper for blinde og svagtseende

Du kan høre Kasper Holtens intro til bogen her:

intro "intro"
outro "outro"

EN AFTALE, jeg i vinter indgik med NOTA, der er statens nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, er nu effektueret. Efter en lang proces kan min biografi ”Skipper” uden omkostninger læses af blinde og svagtseende. Bogen er produceret i punktskrift, som e-bog og som lydbog.

Det er Kasper Holtens distinkte stemme, der genfortæller historien om Mogens Frohn Nielsen og hans usædvanlige indsats for at hjælpe unge, der kom skævt ind på livet. Oplæsningen varer 3 timer og 59 minutter. Men ligesom bogen er også udgivelser til svagtseende og blinde opdelt i kapitler. Ialt 127 lydfiler kan høres enkeltvis eller læses med fingerspidserne.

Med udgivelsen på NOTA mindes jeg med glæde årene i samarbejde med Mogens Frohn Nielsen. Men der er igen megen vemod i tankerne om den behandling, Skipper fik af visse medier, og som i 1985 drev ham til et mislykket selvmordsforsøg. At dette blev foreviget af EkstraBladets fotograf mens Skipper bevidstløs blev båret ind i ambulancen ved Assens, behøver vist ikke mange kommentarer om samtidens mediemoral.

To år efter, i 1987, lykkedes jagten, da boulevardpressen nok engang skabte uhyrlige felttog mod Skipper. Han fremstod i radikaliserede, pædagogkredse som symbol på en konsekvenspolitik, der med djævelsk vold og magt skulle ha’ en ende. Og fik det, da man i firserne valgte at sætte sig ned og tale tilværelsens problemer bort. Rundkredspædagogikken sejrede – og skabte det samfund, vi i dag har så mange problemer med at håndtere.

I 2012 sejlede FultonStiftelsen ind i en forudsigelig konkurs. Her blev håndgribelige værdier, skabt af Skipper og med ham nogle af landets største og mest velrenommerede virksomheder – som Daloon, Lego og Tuborg – sat under hammeren på tvangsauktion. Spredt for alle vinde ligger et livsværk som vraggods ude i kimingen. Men på Skarø i Det sydfynske Øhav kan du gense og genfinde nogle af Skipperlivets bevarede rariteter. Her er alle velkomne om bord på min 15 meter lange, håndbyggede kopi af Fulton.

Og så takker jeg ellers skæbnen og Skipper for, at den Marstalskonnert, han i 1970 fik foræret af firmaet Fisker & Nielsen, immer har vand under kølen. Fordi Mogens Frohn Nielsen overlod ejerskabet af det snart 100 år gamle klenodie til Nationalmuseets Vikingeskibs-afdeling i Roskilde. Og da statslig ejendom som bekendt ikke kan sættes under hammeren, sejler Fulton stadig – nu som lejrskoleskib, men med næsten samme organisatoriske besætning som den, der kuldsejlede projektet.

Da jeg i slutningen af september 2010 tilbragte de sidste timer sammen med en kræftsyg og næsten blind Skipper Frohn, stirrede han dybt bevæget på mig med det raske øje og sagde farvel for sidste gang. I Skipperlivets skumring kom der en af de gamle hvalpe og forstørrede typerne på computeren mens synet og livet svandt. ”Og det er jo ikke sikkert, at andre blinde altid har en hvalp i nærheden«, sagde Skipper om den aftale, der nu er indfriet af NOTA.

– Glem ikke at være glad var de sidste fyndord inden Skipper satte de store sejl og stod ud på erindringens hav….

Her er Kasper Holtens sidste kapitel. Bogens efterskrift og afsløring:
outro

Og her kan du se og høre Skippers barske afskedssalut. Han døde få dage efter dette interview i hans hjem, Håndværkerhaven 18, Bispebjerg:
”Der er 50 meter til plejehjemmet. Det får jeg jo ikke brug for. Og så er der 300 meter til krematoriet…”.

Har du en kommentar til indlægget? Så skriv din mening!

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *